Jeg, Jørgen Dalsgaard, skriver her lidt af det, jeg husker fra min barndom og fremefter. Det er naturligvis ikke muligt at overføre alt det, som jeg har i hovedet til papir, for der ligger mange ubevidste forudsætninger i det, og det hele knytter sig til billeder, som jeg husker af mine oplevelser. På den anden side er min hukommelse subjektiv, så det ikke er hele ”sandheden” jeg husker
Jeg er født i Jerne, en del af Esbjerg d 3/10 1939, i et hus med mansardtag, som jeg bilder mig ind at huske. Vi flyttede til Skolebakken 41, da jeg nok var 3 år, og der husker jeg selve flytningen, hvor vi sad i selve flyttevognen og så ud på anhængeren – det ville næppe være tilladt nu om dage.
Fra Skolebakken husker jeg en del, fordi vi boede der, til jeg var 8 år. Min bror Erik er 1½ år ældre end mig, og vi havde naturligvis en masse fælles. Hverdagen husker jeg ikke meget fra; jeg kan dårligt huske husets indretning. Dog husker jeg, at der bag huset var et lille udhus med adgang fra køkkenet, og her var vaskehuset med gruekedel og wc – om der var wc andre steder, husker jeg ikke. Bag huset var der en stor have, som vores far gjorde meget ud af – der fik vi allerede et forhold til at dyrke jorden, hvilket vi jo ikke tænkte over dengang.
Huset i Jerne Hygge i Jerne
Der var venner, og vi havde hver vores. Min bedste ven hed Flemming og han boede 3-4 huse væk - på Søren Mortensensvej; jeg husker hans mor, men ikke hans far – til gengæld havde de en logerende, som Flemming ikke kunne lide. Eriks bedste ven hed Ole og boede også meget tæt ved; her var både mor og far og to søstre Kaja og Krista, men de var større og opdagede vist ikke mig.
Når jeg ikke husker så meget fra livet i hjemmet, skyldes det nok,
at min verden var stabil og forudsigelig, og der var ikke så meget
at sætte spørgsmålstegn ved. Vi voksede op i et klassisk borgerligt
miljø, hvor reglerne var faste og ikke til debat – måske lidt autoritært,
men også trygt.
Dette foto er fra 1944
Krigen fra 1940 til 1945.
Det første som jeg husker, er naturligvis præget af, at der var krig. Som lille dreng spørger man ikke, for der er jo ikke noget at sammenligne med, men jeg lærte jo, at sådan var verden nu. Enkelte oplevelser fra krigen husker jeg stadig:
Engang var vi drenge sammen ovre i Flemmings gård, og så engelske fly i luften inde over byen, hvilket ikke var usædvanligt, men så mistede et af dem kontrollen, og styrtede ned, med en hale af røg efter sig. Vi var ikke særlig rystede, men nysgerrige.
Tyskerne besatte skolen, hvor min far arbejdede, og undervisningen blev flyttet til forsamlingshuset. De besatte også butikken nede på hjørnet til Storegade, som bizart nok var Skous Ligkistemagasin. Vi så tit de tyske soldater bag ved butikkens ruder. Jeg var ikke bange for dem:
Engang fulgte jeg med et tysk militærorkester langt ind mod byen, så min mor blev meget nervøs og måtte cykle rundt for at finde mig – dette husker jeg ikke, men har fået det fortalt senere.
Min mor arbejdede på en lille landsbyskole lidt udenfor Jerne, hvortil hun cyklede hver dag, og hun var irriteret over, at hun hver eneste dag skulle stoppe ved de tyske vejspærringer og vise sit ”Ausweiss”, selvom de tyske soldater jo efterhånden kendte hende.
Ovre hos Ole – Eriks ven – havde de en russisk krigsfange med en hest boende i baghuset. Vi havde ikke noget med ham at gøre, Det var blot en kendsgerning, som vi fik at vide dengang, men det virker helt uforståeligt, når jeg tænker over det nu.
Det var ikke usædvanligt at høre luftalarm, og lyden af granater – vi fandt endda granatsplinter på vores loft, og i vores øjne var det mere spændende end farligt. Vi samlede skam på dem.
En gang sprængte sabotører jernbanebroen nede for enden af Skolebakken i luften; vi var jemme og hørte det. Det var godt 100 m borte, og vi fik knust nogle vinduer i huset.
Ved fredsslutningen d 5. maj 1945 kom vore forældre og fortalte os at krigen var slut, hvorpå jeg spurgte: ”Kan vi så få bananer i morgen?” Bananer var en ukendt ting, som vi havde hørt om bl a i sangen ”Når der kommer en båd med bananer”; denne sang viste netop forventningen om freden.
Ved fredsslutningen hæklede mor små RAF farvede (rød-hvid-blå) huer til os - noget mange børn gik med. Der var stor sammenstimling nede på Storegade, hvor vi ventede på englænderne – de kom ikke, men vi jublede til alle, der kom forbi, og for mig - der var 5 år - var det englænderne vi hyldede
Mine forældre forsøgte sikkert efter bedste evne at beskytte os fra krigens ondskab, og derfor ved jeg ikke, hvor meget det påvirkede dem. Jeg ved heller ikke, om de deltog i modstandsbevægelsen – jeg nåede ikke at spørge min far, og da jeg spurgte mor, vidste hun ikke om far havde haft nogen rolle (det var efter hans død i 1976). Hun sagde, at det var svært nok at få tilværelsen til at hænge sammen dengang, og at hun havde haft nok at gøre med det daglige.
Mine mor og hendes barndomshjem i Assens.
Mor var datter af en smed i Assens. Hun blev født d 28. juli 1909 og havde en storebror Sigurd.
Bedstemor Pouline stammede fra Struer egnen, og var som ung hushjælp på egnen – samme sted i 7 år. Bedstefar Severin var uddannet smed og havde været ”på valsen” i Tyskland. Hvordan de mødtes ved jeg ikke, men de etablerede sig i Assens 1906.
Jeg kender mors barndomshjem fra mange ferier, og vi drenge var dybt betagne af den verden, vi mødte der. Først og fremmest var der smedjen, som lå i baghuset.
Det vigtigste i smedjen var essen med glødende kul og blæsebælgen, der fik gløderne til at holde gløden. Det hele var hele sort og beskidt og magisk i mine øjne. Bedstefar tog sig meget af os, og vi fik lov til at være med i smedjen. Han viste os, hvordan han kunne forme det rødglødende jern, som kom ud af essen. Han bøjede nogle jernstænger, som vi fik som stokke. Han havde en læderpose med spændskiver og pakninger, og brugte den som pung og betalte os fra den.
Bedstefar på trappen foran huset med Erik og mig. Smedjen indvendig, som den så ud omkring 1944,
Han ville gerne spille kort med os, og kunne finde på at snyde ved at sige ”Se den fugl derude” og kiggede i kortene, mens vi så efter fuglen – altid så vi opdagede det.
Han kunne også lave sjov med os med en sukkerske med huller i, så man ikke fik for meget sukker på grøden; han ville gerne hjælpe os med at drysse, og kunne så finde på at vende skeen og sige ”Mon der virkelig er huller i den”, så vi fik hele indholdet på grøden.
Bedstemor var også meget glad for os, men vi var jo mest optagne af smedjen. Hun var meget glad for at fortælle eventyr, og gjorde det gerne på en måde, som jeg stadig hører for mig, når jeg læser f.eks. ”Store Klaus og Lille Klaus”.
Hun sang også tit med os og kunne mange sange, hvoraf jeg vil nævne en:
Visen om Jesper og Bent. (melodien har jeg senere genkendt fra ”Sweet Betsy from Pike”)
VISEN OM JESPER OG BENT.
Vil I høre en vise om Jesper og Bent,
de uartigste drenge, som nogen har kendt.
De napped´ små piger i arme og ben
De skreg efter damer og sloges med sten
I vinter vi fik al den sne og den is
da tumled´ de sig på den galeste vis:
Med vægteren leged´ de mangen tagfat
Med en snebold, de ramte borgmesterens hat
En aften ved kroen en kane der holdt,
og bonde steg ud, for det føg og var koldt.
Men næppe var bonden ved kromandens disk,
førend Jesper og Bent havde kane og pisk.
Og drengene brugte den vel, kan i tro.
De kørte som gale en mil eller to.
Til sidst kom for nær de en landevejsskrænt
og bums der lå kanen med Jesper og Bent
Og doktoren kom der en tre ugers tid
og lapped´ dem sammen med tålmod og flid.
Og efter den tid da var Jesper og Bent
de artigste drenge som nogen har set.
Deres hjem, d.v.s, min mors barndomshjem var også spændende: Den førstes stue vi kom ind i var oprindelig et butikslokale med udstillingsvindue, der var halvt blændet. I den stue stod en chaiselong, og bag den var der en messingtorpedo, nok ca. l meter lang; i stuen bagved var der et bogskab, som nu står hos Karen. Det indeholdt forskellige spil og en masse bøger: f eks 2 bind ”Verdenshistorie” fra 1908 og ”Vor klodes saga” fra 1912. Mor fik et klaver i 10-års fødselsdagsgave, og lærte at spille som barn. Der var også et ur, der kunne spille en melodi; der var ”Stenen fra Jerusalem”, som nu ligger nu på mit skrivebord, og der var en globus. Der var også en 30 cm høj kopi af den statue af Peter Willemoes, der står på Assens havn.
Vi boede i værelser på 1 sal, og der var også badeværelset, som var specielt ved, at der var et badekar – med løvefødder! Jeg tror at det var temmelig avanceret på den tid, men smeden var jo datidens VVS mand, så han skulle nok vise, hvad der var moderne indenfor faget?
Bag værkstedet var der en meget lille have med en lille dam og et solur. Der blev jeg fotograferet som ret lille.
Verden udenfor huset var også spændende. Naboen var en stor købmandsgård, hvor vi var med til at købe ind. Det var en butik af den slags, hvor mel og sukker var i store skuffer, og blev vejet hver gang og kaffen blev malet, når man købte den. Man kunne få stort set alt der. Uden foran huset var et lille trekantet torv, og overfor var der en bagerforretning, hvor der var en pige, Else på vores alder, som vi legede med i ferierne.
Vi badede ved stranden så snart vejret var til det, og der var også en badeanstalt med rutschebane i havnen, hvor vi fik vores første svømmeundervisning. Når vi skulle til vandet, gik vi ofte ad ”Bankegyden” en sti bagved Ladegårdsgade, som var byens grænse mod markerne (i dag ligger Ladegårdsgade midt i byen). Vi blev advaret mod at gå på Bankegyden, især i mørkningen, for der var ”fulde bisser”, hvilket i mine øren lød ret spændende.
Min bedstefar døde i 1947, og det var så slutningen på en meget spændende verden. Bedstemor blev boende i huset i nogen tid, og vi kom på ferie der hvert år i, hvad jeg husker som mange år, Vi cyklede gerne fra Ribe til Årøsund, hvor vi tog færgen til Assens. I de år, hvor vi havde cykel med, fik vi set store dele af området omkring Assens: Wedelsborg, Helnæs, Torø er, hvad jeg lige kan huske.
Senere flyttede bedstemor til en lille lejlighed i nærheden, og det blev aldrig et sted, vi fik noget forhold til. Endnu senere flyttede hun på alderdomshjem i Ribe og fik mange gode år der. Vi besøgte hende naturligvis hver gang vi var i Ribe og hun nåede at se alle vores børn før hus døde i 1973, 96 år gammel?
Min far og hans familie i Himmerland
Min far stammer fra et husmandssted i Himmerland. Han var den anden af fire brødre. Hans forældre Karen og Thorvald var meget aktive og udadvendte. De arbejdede sig op til at få en firlænget gård, og det er den gård, jeg kender fra ferierne i barndommen. De hørte til en tid, hvor andelsbevægelsen og højskolerne spillede en stor rolle, Karen var selv på Vallekilde højskole. De var bevidste om vigtigheden af uddannelse – den ældste søn, Carl, blev læge, min far Christian blev lærer, nr. 3 Peter blev planteskoleejer, og den yngste Laurits, overtog gården efter forældrene. Dette skete kort efter hans bryllup med Margrete i 1944 – hun var uddannet sygeplejerske.
.
Jeg kan huske lidt fra dette bryllup, som blev fejret
med en stor fest i laden med glade mennesker og
fin stemning. Tante Ellen, til venstre på billedet, var
af Fiil slægten, son kendes fra modstandsbevægelsen.
Den triste side af festen fik jeg først at vide mange år
efter: En bil med bryllupsgæster blev beskudt på vej
fra brylluppet og nogle gæster døde -det var et engelsk
jagerfly, der troede det var tyskere.
.
Vi kom der årligt på ferie; med damptog til
Arden, hvor vi blev hentet med hestevogn,
sommetider med jumbe, som så kørte de
12 km til deres hjem ved Haverslev.
.
Gården var et travlt sted med ca 25 køer, grise, heste, høns mm, og karl og pige ansatte. Jeg husker specielt Petra, der vist var der i mange år. Vi deltog i aktiviteterne, eller vi så på dem. Specielt husker jeg, at køerne blev malket med håndkraft, og at mælken blev hældt på de store mælkejunger, som blev hentet med hestevogne. Vi børn fik af og til lov til at køre med til mejeriet nogle kilometer væk.
Andelsbevægelsen var grundlaget for samarbejdet mellem bønderne, og der kom en ny gren på denne i kraft at ”Frysehuse”: Køleskabe fandtes ikke, så man lavede et fælles fryseanlæg, hvor hver husholdning lejede et rum på måske 300 liter, og der kunne man så gemme sine madvarer (i stedet for at salte dem), Jeg husker, at vi kørte hestevogn med onkel Laurits til deres ”boks”, låste den op og afleverede madvarer til nedfrysning eller hentede frosne varer.
.
Hverdagen på gården var spændende for Erik og mig,
og vi følte os meget velkomne især efter, at der kom
små kusiner til. Billedet viser de første fem børn,
som vi kendte fra besøgene. Der kom endnu tre, som
vi ikke fik noget forhold til.
Farmor og farfar boede i ”aftægtshuset”, ca 30 meter
fra selve huset, og det var der, vi sov og ofte også spiste.
Måltiderne begyndte og sluttede altid med bordbøn –
og om søndagen var der også oplæsning af bibelen.
Jeg kan stadig høre for mig, hvordan farfar læste ordene
som de stod (f. eks: i hans udtale ordet ”havde” kunne man
høre alle bogstaverne).
Farmor Karen og farfar Thorvald ved deres guldbryllup i 1956.
Jeg har hørt senere, at farfars religiøse overbevisning kom sent i livet, efter at han havde oplevet ”synd” i form af druk og kortspil, hvor man kunne spille sig fra hus og hjem.
Farfar lavede ikke sjov med os drenge, men han nød at have os med rundt på gården til forskellige ting bl. a at give kalvene mælk.
Onkel Peter boede i Hornum, som lå ret tæt på, og vi kom ofte på planteskolen, og legede med sønnen Poul. Jeg husker, at onkel Peter viste os den store stald blev brugt til dyrkning af champignons, noget ret nyt på den tid, og han var ret stolt af det.
Barndom i Esbjerg
Mine erfaringer fra ferierne hos mine bedsteforældre viser, hvor stor forskel der var på mine forældres baggrund. Det har vi børn oplevet gennem vores opvækst, uden at være bevidst om det – det kan vi se i nu bagefter, men det har jo præget den opdragelse vi fik. I vores hverdag supplerede de hinanden, og spillede de nogen grad forskellige roller.
Det vigtigste, der skete i vores barndom i Esbjerg, var at vi fik en
lillesøster,Helle Grete, som blev født 15/3 1946. Jeg husker det,
fordi der varet voldsomt snevejr den dag, og vi drenge blev
passet af nogle venner hjemme i vores eget hus.
Her vil jeg nævne en begivenhed, som gjorde stort indtryk på mig:
Vi havde en kat, og en - forårsdag, hvor Helle Grete lå i barnevognen,
hoppede katten op i vognen for at føde killinger. Der gik næsten panik
i vores mor, og derefter havde vi aldrig mere kat – og mor kunne ikke
skjule sin afsky for katte. Dette foto er fra ca 1947.
Mine forældre var meget ambitiøse og ansvarsbevidste: Ambitiøse, fordi mor fik en læreruddannelse (det var ikke normalt for kvinder i 30’erne) og fordi far blev ansat på seminariet med en almindelig læreruddannelse. Mor fik sukkersyge kort efter vi kom til Ribe, og blev derfor meget ”kostbevidst” - det er måske derfor hun fik efteruddannelse, og kom til at undervise i skolekøkken på seminariet.
Ansvarsbevidstheden viste sig bl.a. ved, at de ventede med at få Helle Grete, til krigen var slut (hun er født 9 måneder efter fredsslutningen).
RIBE
I 1947 flyttede vi til Ribe. Her fik vi en stor lejlighed på 1 sal lige ved åen.
Vi boede på 1. sal i bygningen til højre på billedet.
Nedenunder var der et trykkeri, som i perioder larmede meget. I kælderen
var vores rum til koks (koks var restprodukt fra gasværket), som vi hentede
op til kakkelovnene i lejligheden. Noget af tiden lejede vi et værelse ud til
seminarieelever, men i gymnasietiden blev det Eriks og mit værelse.
Hverdagen var tryg og sikker, og de daglige rutiner var jo bestemt af tiden.
Man brugte cykel til transport (bil var for de få rige). Posten kom med breve to gange om dagen. Radioen havde kun et program, uden programmer for børn. Jeg husker ikke, hvornår vi fik telefon, men den blev først del af min verden, da jeg gik i gymnasiet (Evas nummer hjemme var Læborg 2 – (manuel betjening). Vores købmand boede skråt overfor os, og han handlede med ”kolonialvarer”, holdbare varer, dvs. ikke kød og frugt og mælk. Kød fik man hos slagteren, grøntsager på torvet en gang om ugen og fisk i fiskebutikken (ejerens søn, Kurt, blev min bedste ven).
Når man købte ind, skulle man flere år efter krigen bruge ”rationeringsmærker”, som man fik fra staten pr familie. Hver gang man købte disse varer, skulle man aflevere
rationeringsmærker til købmanden. Der var nemlig mangel på visse varer.
Mælkemanden kom hver dag fra mejeriet med sin hestevogn og bragte mælk i glasflasker og smør.
På et tidspunkt byggede far et ”isskab” – et godt isoleret skab med en metalkasse til is, Mælkemanden kunne nemlig også bringe en isblok dagligt. Det var jo længe før, man havde køleskabe hjemme i husene, så her fik mor et koldt rum til madvarerne. Før den tid brugte man ”flueskabe” med trådnet for at beskytte mod fluerne. Mor lavede mad over gasblus i køkkenet. Der var nemlig et gasværk i Ribe, og gassen blev ført i gasrør til hver enkelt husstand. Gadebelysningen var også gaslygter, og hver aften og morgen cyklede ”lygtemændene” byen rundt og tændte og slukkede lygterne.
Det var jo ret tæt på krigen, og vores ”dukker” var soldater, nogle af dem var af papmache, som ikke var holdbart. Vi kopierede disse dukker, idet vi støbte nye af bly. Blyet fik vi fra tandpastatuber, der var lavet af bly, og som vi smeltede i mors gryde. Jeg er ikke sikker på, at mor brød sig om det. Men jeg er helt sikker på, at hun ikke brød sig om det, da vi kogte et sælkranium rent i en af hendes gryder – vi havde lige fundet en død sæl ude ved Mandøvejen. Når jeg husker, at mor blev vred på os, så skyldes det nok, at det skete så sjældent. Hun var ellers positiv, og bad os hjælpe med praktiske ting f eks at lave plancher om næringsindhold til hendes undervisning og med at tælle penge efter landsindsamling for sukkersygeforeningen, som hun stod for i Ribe.
Far savnede haven og på et tidspunkt købte de en byggegrund, hvor vi dyrkede grøntsager. Det var fars projekt, og her så man tydeligt, at far kom fra landet og mor fra byen. Vi drenge nød at være med og se tingene vokse. Far ville undgå orm i gulerødderne, så han sprøjtede med giftstoffet bladan – og fik at vide, at vi ikke måtte spise dem de første 14 dage. Han nåede dog at blive klogere.
Vi samlede på frimærker, og stort set al kontakt skete med breve, så der var altid mange frimærker. Det var os drenge, som begyndte, og så blev far interesseret og, fortsatte hele sit liv. Det var en hel verden for sig, hvor man fik megen viden om geografi, historie og politik, og der gik megen tid med at organisere samlingerne. Jeg har stadig de gamle samlinger, er stadig ”frimærkesamler”, selvom der ikke er meget at samle på nu om dage.
Vores lejlighed lige ved åen havde et stort loft med værksted dvs. høvlebænk og værktøj.
Det betød meget for mig, og vores far var meget flink til at lære os at arbejde i og med træ.
Jeg brugte meget tid på loftet, og lavede bl. a. en reol af egebrædder, og små figurer af
moseeg. I 3 g lavede jeg også nogle smykker af moseeg og kobber til min kæreste
(de blev desværre stjålet i Afrika). Jeg tænkte alvorligt på at blive tømrer eller snedker
dengang. Det største projekt var at bygge en kano på loftet.
Mens jeg gik i 2 mellem, havde vi besøg af en af min fars venner fra studietiden, som fortalte om sit ”kanobyggeprojekt”, og det slog an, så far syntes, det kunne være sjovt at prøve. Vi fandt tegninger, købte træ, dampede spanterne af ask i mors køkken på gasblussene, så de kunne bøjes og nittede spanter og sidebrædderne (bordene) sammen med ca 4000
kobbernitter – der sad Erik og jeg på hver sin side og den ene bankede, mens den
anden holdt igen. Vi lavede kanoen på loftet i to dele, som kunne trækkes fra hinanden-
som et par ”foldede hænder”, og byggede den færdig nede på jorden til søsætning i
påsken i 3 mellem. Vi havde meget fornøjelse af kanoen, vi sejlede på begge sider af
Ribe i den, jeg inviterede senere Eva med og vi kunne sidde og lære franske verber i den,
vi tog den senere til Mjolden, hvor den kun blev brugt lidt.
Til sidst fik vi den afhændet til fætter Kristians svigerfamilie,
så den nu sejler på Bagsværd sø – håber vi.
VENNER
Kurt var min bedste ven, mens vi gik i underskolen, og vi var meget sammen; hans forældre var byens fiskehandlere, og jeg kom i deres hjem. Det var der, jeg for første gang så bladet ”Hudibras”, men hans far fjernede det straks, da jeg fik øje på det. Jeg husker bedst hans mor, som var rigtig sød og vigtig for Kurt, senere i livet. Det gled lidt ud, da han ikke kom i mellemskolen; imidlertid har vi holdt kontakt gennem hele livet, til han døde i 2022.
Andre venner var Henning og Peter, der boede på den anden side af gaden – den gade, der deler Ribe Å – før og efter sluserne. Vi havde meget sammen med dem, nok mest med Henning, der var Eriks ven, både i Ribe og på cykelture. Vi havde ofte kanoen liggende på deres side, hvor det var bedre og sjovere at sejle. Deres far havde en møbelbutik, og havde bil (med registreringsnummer Z5), og var en af de første med fjernsyn – men det var ikke for os børn!
SKOLEN
1 og 2 klasse i Jerne skole var så problemløs, at jeg husker meget lidt.
I underskolen i Ribe gik jeg i 3,4 og 5 klasse og stadig ret passiv. Jeg gik sammen med Kurt, og vi brugte meget tid sammen, især langs med åen, der løb lige bag hans hjem.
Vi svømmede også i "Ribe friluftsbad", som lå øst for byen. Vi badede direkte i åen, hvor vandet var "rent". Vest for byen var vandet forurenet med udløb fra byens kloaker - det var i ordenes direkte betydning: "noget lort". Vi kaldte dem drivende miner.
Skoleåret gik fra 1 april, mens gymnasiets gik fra 1 august, der var derfor nogle måneder, hvor der var undervisning til Kathedralskolens optagelsesprøve. Jeg blev optaget, og var stadig ret sløv: Ved optagelsen i 2 Mellem var jeg nummer 41 ud af 61 (man holdt regnskab med elevernes status i klassen). Så vågnede jeg lidt op og blev faktisk meget engageret i fagene latin, matematik og tysk i 4 Mellem, og blev - som det hed - erklæret ”Egnet til gymnasiet”
MUSIK.
Mor var meget musikalsk, og spillede klaver. Vi sang meget som børn. Far var ikke musikalsk, men nød da mors musik. Jeg fik lidt klaverundervisning i gymnasiet hos fru Mogensen, seminarierektors kone. Her oplevede jeg for første gang autisme hos deres søn Erik. Han var på min alder, og hans forældre havde nok tænkt, at han og jeg kunne blive venner – men det forstod jeg slet ikke!
Vi har også sunget en del med vore børn, da de var små. Ellers havde jeg ikke noget med musik at gøre indtil omkring 1972, for da fik jeg inspiration fra en koncert på gymnasiet, hvor de dygtige elever spillede og sang – jeg blev især ramt af ”Me and bobby MacGuee”. Og Eva var også interesseret, så det var grunden til, at vi købte en guitar. Det var mens, vi ventede Trine. Det har været en dejlig hobby, selvom jeg ikke har optrådt med guitaren udenfor familien. Måske har det inspireret nogle af vore børn, for flere af dem har gået på Svendborg musikskole. Det var da også grunden til, at jeg var med i forældreforeningen nogle år og fik mange gode oplevelser og venner der.
CYKLER
Cyklen var jo et nødvendigt transportmiddel i hverdagen, og den blev vigtig i ferierne, hvor vi tog på cykelture. Først sammen med far, hvor jeg husker, at vi bl. a. besøgte Dybbøl Mølle. Når vi var på tur, botaniserede vi også – d.v.s samlede planter, lærte plantens navn og pressede dem i en ramme, og satte så senere de tørrede planter i et album – et såkaldt ”herbarium”.
Mor var også med en gang: Erik og jeg var cyklet i forvejen til Assens, og så kom mor og far og Helle Grete på ca 2 år med toget med deres cykler. Så cyklede vi over Tåsinge og Langeland – med to færger -til Nakskov og fortsatte til Falster, hvor farbror Carl boede. Helle Grete sad på mors styr i en cykelstol. Onkel Carl, som vi kaldte ham, boede lige ned til vandet. De havde tre børn på vores alder, og vi roede ud på Guldborgsund og fangede rejer – jeg husker det som en dejlig ferie. Hjemturen skete ikke på cykel.
Senere cyklede vi drenge lange ture med sovepose
og cykeltasker på bagagebæreren. Vi boede på
vandrehjem, hvor vi skulle have ”vandrekort”.
Den længste tur vi tog Erik og jeg sammen med
Henning, Eriks ven, gik til Gøteborg – op gennem
Sverige og hjem gennem Jylland i 1956. Jeg var
færdig med 1g og Erik netop student.
Efter det lavede jeg et album, som beskrev turen
– dag for dag.
En side fra det album jeg lavede i 1956 efter turen til Gøteborg
Efter skolen kørte Eva og jeg også gode cykelture rundt i landet, bl. a. en tur langs Limfjorden i 1962, hvor vi også besøgte min familie i Himmerland.
GYMNASIETIDEN.
Det lå under hele vores verdensbillede, at vi var privilegerede. Det var kun 5% af en årgang, der gik i gymnasiet dengang, og vi var på vej ind i en helt ny verden, der lukkede sig op efter krigen. Det kan vi nok bedre se bagefter, men det var alligevel naturligt for os at følge med i udviklingen i verden.
Jeg passede min skole og vi var fire, mig, Niels, Ole og Erik, som havde meget fælles. Det var helt selvfølgeligt, at vi cyklede de 5-10 km der var mellem os, Jeg husker specielt en vinteraften, hvor jeg cyklede hjem fra Seem, hvor Niels boede, og så Nordlys! Jeg var meget imponeret, for der var intet generende gadelys, ingen biler kun det blafrende lys på himlen.
Men så skete det vigtigste i min skoletid – ja i hele mit liv: Ved skoleballet
i 2 g, faldt jeg for Eva, en pige fra den sproglige klasse; jeg havde jo set
hende mange gange sammen med de andre piger, men denne gang
var det alvorligt, og det skyldtes ikke kun den røde kjole, som hun havde
på. Eva boede på værelse i Ribe, og tog ofte hjem til Læborg, hvor hendes
far var alvorligt syg. Det forstod jeg nok ikke rigtigt, og han døde, mens
vi gik i 3.g, så jeg nåede desværre ikke at møde ham.
Det sidste halvår på gymnasiet, var vi meget sammen, og jeg cyklede
ofte frem og tilbage de 32 km til Læborg. Jeg husker specielt en cykeltur om vinteren i sne, hvor jeg nærmest fik åbenbaring ved at stå alene midt i denne hvide verden uden nogen lyde. Jeg blev godt modtaget af Evas mor og hendes storesøster, Minna, der var handicappet og boede hjemme. Jeg kom efterhånden også til at kende Evas andre søskende, Kamma, Frank og Sonja, og de kom til ar spille en vigtig rolle i vores fremtidige liv.
I løbet af denne tid udviklede det sig fra at være venner til at være kærester, og vi lagde planer.
FLYTTE HJEMMEFRA
Perioden juni-aug 1958 var en meget begivenhedsrig tid.
Først og fremmest fik jeg studentereksamen, og til dimissionen fik jeg til min store overraskelse et legat på 2000 kr! Det var mange penge dengang, og gav en god start på studierne.
Jeg husker også vores fejring af eksamen, specielt en aften på Rømø, hvor vi festede i en klassekammerats sommerhus, hvor Eva og jeg stod ved flagstangen på højen ved vejen mod stranden og nød situationen og tænkte på ”hvad nu”.
Efter studentereksamen havde jeg jo et par måneder før studiet begyndte, og dengang var der faktisk muligheder for at opleve noget nyt. Jeg havde fundet et tilbud på en arbejdslejr i England, hvor man tjente til opholdet ved at plukke solbær, og det havde jeg så meldt mig til.
Jeg cyklede til Esbjerg, tog færgen til Newcastle og fandt lejren i Tiptree, hvor jeg husker det som en god oplevelse med unge fra mange lande. I weekenden cyklede jeg til London, hvor min bror, Erik, var på studieophold, så vi fik lidt tid sammen. Der var ikke mange cykler i London. Efter opholdet cyklede jeg til Dover og tog færgen til Calais og cyklede videre hjemad; men i Groningen blev jeg alligevel træt og tog toget hjem til Danmark!
Studiestarten var 1 august 1958. Jeg begyndte med et besøg hos ”værelsesanvisningen” på universitetet, hvor jeg fik et værelse i en villa i Hellerup.
Eva havde fået vikarjob på hjemegnen, så hun blev boende hjemme i Læborg hos sin mor og Minna, så vi måtte skrive sammen – det var slet ikke aktuelt at ringe sammen dengang. Vi mødtes selvfølgeligt i ferierne, enten i Ribe eller i Læborg.
Min bror, som var i gang med sine studier, og min morbror, Sigurd, var de eneste jeg kendte i København, så det var virkelig en ny verden, jeg skulle lære at leve i.
STUDIETIDEN.
Jeg startede på forelæsninger med over 100 studerende, hvor jeg ikke kendte nogen. Mine fag var matematik, fysik, kemi og astronomi, og gennem studenterklubben ”Parentesen” havde vi nogle sjove fester. Heldigvis var nogle af mine gymnasievenner, Niels, Erik og Ole også begyndt at læse i København, så vi fik et hyggelig socialt fællesskab.
Efter nogen måneder fik min bror kollegieplads, og jeg kunne så overtage hans lille loftsværelse. Det var hos fru Noe Nygaard, en venlig gammel enke, og jeg fik tit en kop the sammen med hende. Det var meget primitivt, f. eks skulle jeg gennem hendes stuer for at komme til toilet, og der var heller ikke vand på værelset – men der var egen indgang, nemlig hendes bagdør. Jeg levede ganske enkelt, og cyklede ofte ind på ”Kannibalen”, universitetets kantine, for at spise varm mad.
Jeg fulgte dog lidt med i verden udenfor studiet; f.eks. var der en kampagne i 1960 efter et jordskælv i Agadir i Marokko, hvor jeg meldte mig som bloddonor. Det var jeg så, indtil jeg blev kasseret, da vi kom hjem fra Afrika i 1978 – fare for at jeg medbragte malaria.
Eva flyttede til Seminarium i Lyngby i sommeren 1959, og fik kollegieplads, og det var jo dejligt for os begge to.
Vi var flittige og havde en fin studietid, som vi jo godt vidste var tidsbegrænset.
Efter forprøven i 1960 blev vi forlovede d 27/6. Da boede jeg stadig i det lille værelse.
I 1960 kom jeg ind på Borchs kollegium, og det gav meget bedre betingelser. Jeg fik to værelser, og der var fælles køkken og toilet for de 8 studerende, der boede på min etage Vi skiftedes til at lave mad til gruppen. De andre beboere var noget ældre end mig, flere af dem var færdiguddannede og teologer, men jeg kom ind, fordi der skulle være to fra Ribe Kathedralskole – og så boede ripenserne gratis! Der var et hyggeligt socialt liv på kollegiet, og så lå det lige midt i byen.
Mens jeg boede der, fik vi køleskab i køkkenet!
Vi ville jo gerne flytte sammen, men det kunne man jo ikke uden at være gift,
så vi søgte om tilladelse til at Eva kunne flytte ind, når vi var blevet gift.
Det fik vi – vi har stadig eforen Hal Kocks skriftlige tilladelse til at ”holde gris”,
som det hed i kollegie-jargon!
!
D 28/12 1962 blev vi gift i Læborg kirke, og det er naturligvis den vigtigste begivenhed i vores studietid
I vinteren 1963 fik jeg det råd af min professor, at jeg lige så godt kunne gøre studiet færdig på 5 år og ”komme ud i den betrængte gymnasieskole”, og derfor blev jeg indskrevet til eksamen – og det passede fint med, at Eva også blev færdig den sommer.
Mens vi boede på Borchs Kollegium, fik Eva øje på en and,
som havde rede i et træ! Vi fulgte med i andens liv, og en
dag fik hun øje på, at den var ved at smide ungerne ud af
reden, nok 3-4 meter ned. Så gik andemor hen til den
lukkede port med ællingerne efter sig – undtagen en, der
ikke kunne gå efter faldet. Eva tog denne ælling i hånden,
og så lukkede vi porten op – ja der var faktisk to porte at
åbne Andemor gik ud på St Kannikestræde, gik mod højre
og ad Fiolstræde mod Nørreport station. Der var ingen tvivl:
Andemor vidste godt, at Ørstedsparken med en sø lå lige
ovre på den anden side!
I de fem år jeg læste, fik jeg næsten ingen varige venner gennem studiet. Min/vores verden byggede mest på de gamle venner fra gymnasiet, og Evas to søstre, som boede i København med deres familier, og naturligvis min bror Erik og hans kæreste Dagmar. Jeg var heller ikke aktiv med sport, men var dog medlem af Københavns Amatør Sejlklub i en periode. Jeg fik lov til at tage Eva også med på en sejltur, men det blev kun den ene gang. I Svendborg er der jo rige muligheder for sejlsport, men det har vi aldrig engageret os i, heller ikke vores børn.
SKIFTE FRA STUDIE TIL JOB.
Jeg var værnepligtig, og indkaldelsen hang lidt over hovedet på mig. Jeg havde fundet en fin løsning, og meldte mig til en specialopgave, som erstattede soldatertiden – TROEDE JEG. Men det gik ikke, jeg skulle alligevel aftjene værnepligten. Så 7 dage før eksamen måtte jeg ud for at søge job. Jeg husker klart, at vi - Eva og jeg - stod på et kontor i undervisningsministeriet, hvor en venlig ældre dame forklarede, at der var lige præcis et muligt job: I Frederikshavn. Militærtjenesten var udsat.
Vi var ikke tvivl og sagde ”JA”. Vi fik kontakt med Frederikshavn kommune, og sikrede, at Eva også kunne få job. Vi var jo klar til noget helt nyt, hvor vi sammen skulle etablere os i nye omgivelser, så nu kunne vi koncentrere os om at planlægge dette nye liv.
Vi havde dog et vigtigt projekt: Vores bryllupsrejse, som jo var planlagt som en tur med tog til Rom. Der følte vi, at vi var privilegerede: Vi elskede hinanden, var færdiguddannede, havde jobs, og havde hele verden åben for os.
TIDEN I FREDERIKSHAVN.
Først skal det siges, at vi blev modtaget utrolig godt, da vi kom august 1963. Det skyldes for det første, at det var en kritisk situation, fordi det job, jeg fik, blev ledigt, da en af lærerne rejste uden varsel. For det andet var det meget længe siden, der var kommet en ung lærer til skolen. Rektor Madsen sagde ”Det var også på tide”, da jeg fyldte 24 år.
Eva fik job på Bangsbostrand Skole med mange unge lærere, som vi har holdt kontakt med i mange år.
Da vi nu ville skabe os vores egen verden, var det vigtigt, at vi fik en familie, og vi var lykkelige: Vores førstefødte Morten blev født hjemme 22 april 1964. Her bliver jeg stum: Jeg har ikke ord, der beskriver den oplevelse, det er at stå med vort nyfødte barn i favnen.
Her begynder et helt nyt kapitel i vores tilværelse.
